Aktuelle projekter i Herslev
Her kan du læse om nogle af de opgaver og initiativer, vi i fællesskab arbejder med for at gøre Herslev endnu bedre.
Vedligeholdelse og forskønnelse af byen
To gange om året afholder vi arbejdsdagen “Vi hjælper Herslev”, hvor engagerede borgere mødes for at vedligeholde og forskønne byen. Her tager vi hånd om blandt andet busholdepladser, beskæring af træer, ukrudtsbekæmpelse og beplantning af blomster. Til jul står vi også for opsætning af julepynt ved byskiltene og andre steder i sognet – til glæde for både store og små.
Knudsens Plads
Med støtte fra kommunen har vi etableret et nyt aktivitetsområde på Knudsens Plads. Her finder du bl.a. en PumpTrack-bane, bænke og fodboldmål – til fri afbenyttelse for alle. Vi har også opført et shelter, som kan bruges til overnatning og friluftsliv.
Veje og belysning
Vi har løbende dialog med kommunen omkring trafikforhold og sikkerhed i området. Senest har vi fået udvidet vejsvinget ved kirken i retning mod Herslev. Desuden er der nye gadelamper på vej langs strækningen fra kirken mod Fredericia – for bedre trafiksikkerhed og tryghed.
